Kostpolitik
I M-Huset har vi valgt at have fuld forplejning, hvilket vil sige, at børnene har mulighed for at spise morgenmad, formiddagsfrugt, frokost og eftermiddagsfrugt i vuggestuen. Vi har desuden taget stilling til og valgt at have en holdning til, hvilken kost børnene tilbydes. I praksis betyder det til eksempel:
- at omkring 97 % af institutionens kost er økologisk
- at vi ikke tilsætter maden sukker (eller kunstige sødemidler) og ikke serverer sukkerholdige drikke, kager og slik
- at vi respekterer fravalg af visse fødeemner grundet kultur og religion.
Vi finder det vigtigt, at børnene bliver budt en sund, farverig og varieret kost, da en sund og nærende kost giver energi til at fungere og trives i hverdagen. Børn har brug for mad, som de kan vokse af og ikke tomme kalorier og sukker, der giver ustabilt blodsukker, dårligt immunforsvar og hyperaktive børn.
I det kommende år har vi i vores pædagogiske praksis valgt at sætte særlig fokus på måltidet. Måltidet handler ikke kun om ernæring, men også om de rammer og den stemning det foregår i. Måltidet er efter vores opfattelse stedet, hvor børnene tilbydes et utal af oplevelser. Måltidet kan til eksempel være rum for læring, dannelse, æstetiske oplevelser, sanselighed, fordybelse, samtale, respekt og omsorg.

Det er vigtigt, der er afsat tid til at barnet selv får lov og kan indtage maden i eget tempo. Børnene inddrages naturligt i de daglige rutiner omkring måltidet. Eksempelvis henter børnene selv deres service på rullevognen, øser egen mad op, hælder selv vand / mælk op fra små kander, spiser selv, rydder af bordet og putter hagesmække til vask.